Da Egon skulle have hvide plader

Af Morten Kjærgaard

I 6 år havde min HY, kaldet Egon, stået trygt og godt under tag på en nedlagt maskinstation midt på Sjælland. Men nu skulle det være. Til sommer skal jeg på min tredje citroen‐islandstur og Karen, som sammen med Dan har lagt planerne for sommerens Raid, antydede flere gange at det ville være passende at jeg tog mig sammen og fik Egon ud at køre igen, så den kunne være rammen om min Islandstur 2008. Så nu skulle det være og nu måtte registreringsafgiften da også være sunket så meget, at konvertering til hvide plader var inden for rækkevidde. Jeg havde flere gange tidligere søgt på Skat’s hjemmeside for at se hvad andre har måttet hoste op med i registreringsafgift. Ingen HY ganske vist men Peugeot J5 og lignende sager fik mig til at forvente en afgift på 2‐3.000 kr. Og hvis man skal lave en tagluge i kasse‐delen af en varevogn, ja så skal den være på hvide plader, for ellers er det ikke lovligt. Og sådan en skal man have hvis man vil sove i bilen.

Egon havde stået tørt og stille hos Ole i 6 år.

Med et nyt batteri og mundtlig ansugning af benzintilførslen (fy‐føj) lykkedes det at starte motoren. Seks år gammel benzin der stadig virkede, sådan. Hjulene stod fast men det lykkedes med nogle ryk at komme i gang. Efter at have testet bremserne ude i gruset og skaffet prøveskilte var det af sted mod Fyn, hvor Dan og Karen havde lovet husly i laden til udførelse af nødvendige overhalinger. En drivaksel fil nye manchetter, bremserne blev adskilt og de bagerste fornyet. Med så mente jeg at den var klar til syn. Jeg måtte hente nye prøveskilte hos Skat i Middelfart. Flotte nye lokaler med masser at plads til at ekspedere publikum, og selv om der kun var to af de mange skranker der var bemandet kom jeg til med det samme. Tilbage og sætte skilte på og så af sted til syn hos Applus i Assens.

Egon var glad for at få hysly hos Dan og Karen, og oven i købet med havudsigt!

Jeg mindes eksamenstiden for mange år siden, og tænker på om jeg har forberedt mig godt nok. Vil jeg bestå? Jeg afleverer den gamle registreringsattest og den udfyldte anmeldelse om registreringssyn og fortæller den venlige mand at Egon nu skal på hvide plader. ”Jamen, hvad skal jeg så godkende den efter?” Siger han. I lokalet står en skab med masser af ringbind som indeholder de typegodkendelser som synshallen anvender, når det skal afgøres hvad man kan kræve af en bil ved syn. Jeg forstår at det havde været nemmest hvis vi kunne finde frem til en typegodkendelse af HY som personvogn. Men under det nummer der står på den gamle registreringsattest, står der kun varevogn. Jeg får at vide at der er tale om en ændring af Egon fra N1 til M1 og at det bl.a. betyder at kravet til bremseeffekten stiger fra 5,0 til 5,8 og det er noget som importøren skal beregne og oplyse.

Men der er jo mange HY på hvide plader så det må da kunne bruges, synes jeg. Jeg ringer rundt til HY‐team’s tekniske kontakt, til HY‐venner og vi finder endnu et nummer frem på en systemgodkendelse. Den gælder åbenbart ældre HY og der står stadigvæk kun varevogn i den viser det sig. Jeg ringer til Citroen. Det er sidst i april hvor folk holder deres restferie og den medarbejder der har været så længe i deres tekniske service, at han kender til HY, er på ferie og kommer først tilbage efter 1. Maj. Og jeg som havde tænkt mig at være klar til Citræf, der starter netop den dag!

Synsmanden ringer til sin chef og kommer frem til at han kan syne bilen, men den kan ikke godkendes før jeg har skaffet dokumentation for at det er ok at flytte bilen fra N1 til M1. Vi går i gang med synet på lastvognsbanen og det går da helt godt. Dog må han prøve rigtig mange gange med forbremserne før bremseskævheden var under 25% hele vejen op. Men det tekniske blev godkendt og af papiret fremgik det at jeg ikke skulle betale for omstillingen, der skulle finde sted når dokumentationen var der. Jeg havde bestået eksamen med betingelser og tog tilbage til København uden HY overbevist om at jeg kunne ordne resten derovre.

Næsten klar til synet i Assens

Næste dag ringede jeg til færdselsstyrelsen som er den myndighed der udsteder typegodkendelserne. Her kom jeg efterhånden igennem til en ældre medarbejder (sandsynligvis på min alder?) der ville ringe tilbage. Det gjorde han med den oplysning at der kun fandtes de to typegodkendelser til HY som jeg allerede havde kendskab til og at den således aldrig har været typegodkendt som personbil. Med denne information vendte jeg tilbage til Applus og havnede nu hos områdechefen for Fyn. Jeg ville jo gerne til Citræf med bilen så jeg pressede på så godt jeg kunde. Men det hjalp ikke. Jeg skulle skaffe et dokument fra Citroen, der med angivelse af bilens stelnummer sagde ok for at bilen opfylder kravene til M1, og det gør den jo, sagde han beroligende til mig. Men Citræf måtte jeg opgive, desværre.

Efter Citræf kunne jeg så kontakte nøglemedarbejderen ved teknisk service hos Citroen, som straks forstod situationen, og næste dag modtog jeg det afgørende dokument med posten så jeg kunne komme videre med registreringen. Jeg startede dagen efter fra morgenstunden i håb om jeg bare skulle svigte mit arbejde i et par timer, men sådan blev det ikke. Først tog jeg til Applus i den gamle Statens Bilinspektions haller i Rødovre. Efter at have forklaret sagen var den første reaktion, at det kunne de vist ikke klare uden at se bilen. Og den stod jo ovre på Fyn, så det lovede ikke godt. Men yderligere forklaringer og opringninger til kollegaer bragte sagen videre og snart kunne jeg forlade hallerne med en godkendelse og et udfyldt registreringspapir. Og så videre til Skat.

Ulrik fra Clinikken’s far sagde engang at det var vigtigt at have flotte hjul når man klørte til syn.

Jeg havde fået oplyst i Middelfart at jeg først skulle på et motorkontor og ordne registreringsafgiften inden jeg kunne få nummerplader på nummerpladekontoret. Og i Københavnsområdet foregår det hos Skat i Taastrup, så jeg kørte videre ud af Roskildevejen og fandt frem til Skat bag en indhegnet byggeplads. Ekspeditionen var midlertidigt flyttet over i en nabobygning mens der blev indrettet nye lokaler til den. At det kunne blive indviklet så man allerede når man skulle tage et nummer. Der var 10 valgmuligheder, og heriblandt inkasso, drøftelse af selvangivelse, og VIP‐betjening. Jeg tog et nummer til det jeg mente måtte være motorkontoret og satte mig til at vente i trappeopgangen. Der stod ganske vist at der var indrettet venterum op ad trappen, men næsten ingen benyttede det. Tiden gik og hver gang der kom et nummer op til betjening gav det et gib i en, bl.a. fordi numrene ikke kom ud i rækkefælge. Mit nummer var 215 og det betød åbenbart at jeg var nummer 15 der skulle betjenes i emne 2. Der kom numre ud både under og over mit nummer uden jeg kom videre, lidt forvirrende var det. Tiden gik og normal frokostpause nærmede sig på tom mave. Jeg opdagede at jeg ikke havde mønter til hverken cola‐ eller slikautomaten, så jeg måtte nøjes med vand fra hanen på gæstetoilettet.

Så blev det min tur og en venlig dame hjalp mig med at udfylde en formular som også bruges når man importerer brugte biler fra udlandet. For at finde frem til den registreringsafgift jeg skulle betale var det nødvendigt at hun skulle over i den anden bygning med byggepladsen. Så jeg måtte ud og vente igen indtil hun fik ordnet det. Efterhånden var der op mod 100 mennesker der ventede. Udenfor trappeopgangen bredte kunderne sig ud over græsplænen. Solen skinnede og jeg følte en vis opstemthed ved at være nået så langt med min sag. Det var faktisk ret underholdende at se denne meget forskelligartede menneskeflok der stod og ventede. Man kunne forestille sig deres historier og lade fantasien løbe. Men min mave var tom og nu var det over frokost. Og nu havde jeg snydt arbejdet for alt for mange timer allerede, det bekymrede mig. Så blev jeg kaldt ind igen.

De nye hvide nummerplader ankommer til Fyn.

Den venlige dame kunne så fortælle at de ikke havde en tilsvarende sag i arkivet. Ved siden af hende stod en mand hun havde medbragt ovre fra den anden bygning. Han skulle forklare hvad de var kommet frem til, fik jeg oplyst. Sagen var den at der var indført nye regler fra d. 27. april, altså ugen før, hvor jeg ikke kunne komme videre fordi samfundet afholdt restferie. Hvis de beregnede efter de nye regler skulle jeg slippe noget i nærheden af 10.000 kr., men hvis man sidestillede min bil med en der var importeret udefra, så kunne afgiften komme ned på 5.698 kr. Det var ligesom et godt tilbud det var svært at sige nej til, fordi hvis sagen kom i ankenævn kunne jeg risikere at det blev de 10.000, der var gældende. Vurderingen var, at en nysynet bil må være 10.000 kr. værd, og er den det, så bliver afgiften 5.698 kr. Det nyttede ikke jeg henviste mine undersøgelser og forventninger om et halvt så stort beløb. Da jeg fortalte at jeg i sin tid havde købt den for 6.000 kr. med gule plader, så mente de at det var helt på linje med deres overvejelse med de 10.000 kr. på hvide plader. Min tomme mave tilkaldte sig min opmærksomhed, jeg havde ikke flere kræfter og accepterede, så sagen kunne afsluttes.

Derefter ud og vente igen. Mit lave blodsukker gjorde mig pillen og til sidst gik jeg ind til skranken flere gange for at sikre mig, at min sag ikke var faldet ned bag en radiator. Efterhånden følte man en vist fællesskab med den brogede folkemængde, som da snart måtte tynde ud, for nu var der kun en time til lukketid kl. 14. Og endelig blev jeg kaldt ind til kassen hvor der skulle betales og nummerpladerne udleveres. Jeg gjorde mig tanker om hvordan jeg kunne sikre mig et ”pænt” nummer, men det nåede jeg aldrig frem til. Da alt var i orden og jeg skulle betale spurgte den venlige mand på min egen alder mig hvordan jeg havde tænkt mig at betale. Jeg stod allerede og viftede med mit dankort og sagde ”med dankort, selvfølgelig”. ”Skal der betales registreringsafgift tager vi kun imod kontanter eller en banknoteret check” lød svaret. Da var min grænse nået. Adrenalinen kom i kog, det kan da ikke passe! Jeg sagde en masse ting som jeg delvis fortryder bagefter og bad om at tale med en overordnet. På den anden side af disken var der fuldstændig ro og overbærenhed med min opførsel. Han må have oplevet det før. Så begyndte jeg at grine, der var jo ikke andet at gøre.

Ankommet til det nordiske grænsetræf i Tornby

Enden på historien blev at jeg fik hjælp til at finde det nærmeste filial af min bank, ræsede derhen i min 2cv og nåede tilbage med en bankcheck inden de lukkede kl. 14. Jeg fik mine nye hvide nummerplader med hjem, og senere på ugen kunne jeg tage til Fyn og sætte dem på bilen. Og så var det videre til det 39. nordiske grænsetræf i Tornby Strand.

Glæder mig nu endnu mere til at gense Island til sommer.

Mkj 16‐05‐2008

Publiceret i Citraction, juni 2008