okt 012010
 
Om sommerens drømmetur op til Lofoten og omegn
af Morten Kjærgaard til “Citraction” oktober 2010

Efter flere ture til Island med Karen og Dan kommer lysten til også at tage lige op nordpå og se hvad vores nærmeste nordiske naboer kan byde på. Og kikker man op på Norge falder Lofoten straks i øjnene. Den ligger som et fodspor ude i Atlanterhavet sammen med Vesterålen længere mod nord. Vi mødtes og lavede en plan og d. 27. juni samledes en lille gruppe biler i Halden lige indenfor i Norge efter den svenske grænse.
Der var en standard-HY, en meget berejst AK-er, en lad-2CV med tagtelt på ladet, en C3 med T@P-campingvogn efter sig, samt en Subaru fra UK. Alt i alt en ret blandet flok, der dog kunne repræsentere de klassiske Citroën-biler.

Vi mødes ved Halden Fæstnings Citroën-træf

Vi camperede på pladsen lige ved Halden fæstning mellem træerne på en dejlig campingplads. Den norske citroënklub afholdt deres årlige Fæstningstræf i den weekend, en afslappet sammenkomst med pudsede biler og mulighed for at grille. Vi hilste på mange gode norske citroënvenner og havde håbet på at få norske følgsvende på turen frem, men det fik vi desværre ikke.
Næste dag var den store køredag. Vi skulle nå så langt nordpå som muligt og det blev til mere end 600 km hvor vi landede lidt syd for Trondheim. Undervejs gjorde vi holdt i den Unesco-verdensarv erklærede træby, Røros. Smukke gadebilleder og gammelt brugsmiljø. Vi faldt ind på Suppestationen, et spisested med gammel indretning hvor der kun kunne vælges mellem forskellige supper, lige noget for bilister på langfart.

Røros, det er suppestationen lige til højre.

Næste dag kunne vi så indtage Trondheim, gå tur i bymidten og langs vandet og købe kaffe på torvet som vi nød mens et hold stilladsarbejdere balancerede på smalle jernbjælker over os uden sikkerhedsudstyr, gys! Domkirken er et meget markant sted i byen hvor flere museer ligger. Mange spændende ting at se og opleve der.
Så gik det nordover igen. Undervejs havde der også været tid til at kikke ind i den første rigtige norske fiskebutik og Karen tilberedte hvalkød for første gang på denne tur. Mens vi stod i fiskebutikken, der lå i et ældre betonhus, blev vi bedt om at gå ud på gaden mens vejvæsenet udførte en sprængning lige bag butikken. Men huset blev da stående og vi fik vores fisk med tilberedningsanvisninger fra fruen bag disken.

Uheldigt møde med autocamper

Så fik vi det første uheld. En norsk autocamper forsøgte at overhale hele vores række i et højresving og lige pludselig skulle han presse sig ind bag vores HY. På samme tidspunkt sprang højre fordør op på HY-en og da den er hængslet i bagkanten er det en alvorlig sag der kræver øjeblikkeligt tryk på bremsepedalen. Bang, norsk autocamper bumper ind i HY-kofanger. Der var ikke meget tilbage af autocamperens plastickofanger. Bagdør og kofanger blev beskadiget på min HY, men vi kunne forsætte uden problemer.

Rejefisker og kogte rejer. Man fornemmer en samhørighed.

Senere blev gruppen delt ved at færgeleje. Den ordinære færge var på værft og erstatningsfærgen var ikke rigtig stor nok. Så det så lidt kedeligt ud da færgen hævede klappen lige foran vores HY og der var udsigt til endnu tre timers ventetid. Nordmændene er praktiske folk, og hvorfor ikke bruge færgelejet til at landsætte fisk mens færgen er væk? En fiskekutter lagde til broklappen og en lastvogn kørte ud til den. Eva opdagede at det var hendes ynglingsspise, rejer, der blev lastet kassevis. Så vips frem med en Irmapose og få den fyldt med rejer for en slik. Og derefter var færgeventetiden slet ikke så kedelig længere.

Spor af drivhuseffekten viser sig

Næste markante stop var isbræen Svartisen. Fra parkeringspladsen ved hovedvejen sejlede vi ud over en solbeskinnet sø med fjeldsiderne løbende lige ned i vandet, meget smuk tur. Fremme på den anden side lejede vi cykler der kunne bringe os nærmere isen. De ihærdige kom helt frem og rørte ved bræen og vores Saburu-hold valgte endda at tilbringe natten ved iskanten. Storslået natur hvor man fornemmer at bræen er på vej tilbage, et af de advarselssignaler vi hører om så mange steder.

Med båd over sø og cykel over land nærmer vi os Svartisens iskant.

Vi overnattede ved Saltstraumen, det sted hvor der er den kraftigste tidevandsstrøm i Norge, eller var det i hele verdenen? Vi fik en tabel af campingmutter der viste hvornår strømmen topper i hver retning. Det var kl. 3 om natten, men der sov vi vist. Wilfred fik rigget sin fiskestang til her og forsøgte sig i aftensolen uden held, så det blev fiskekage til aftensmad igen. Men de var nu også rigtig gode de fiskekager man kunne få, en dejlig spise. Det er påfaldende at fisk altid var helt frisk deroppe og på intet tidspunkt mødte vi fiskestank, kun frisk fiskeduft.
Næste dag nåede vi Lofoten. Vi tog færgen fra Bodø til Sørvågen helt sydpå på Lofoten. Vi fandt en fantastisk campingplads der vendte mod nord så vi havde de bedste forudsætninger til at opleve midnatssolen. Og de forventninger fik vi opfyldt allerede den første aften, eller rettere nat. Mange af de andre nætter var der mere eller mindre skyet, så denne første oplevelse af midnatssolen mindes jeg bedst. Vi skålede i snaps kl. 01 i solskin, fantastisk!

Midnatssol over den nordvendte campingplads.

Næste dag regnede det og oplevelserne stod bl.a. på tørfiskmuseet. Tørfisk er den traditionelle indtægtskilde og alle steder ses stativer til ophængning af fisk. De bliver alle sammen fyldt op i årets første måneder hvor fiskeriet foregår. På museet blev de forskellige dele i produktionen demonstreret herunder sortering som viser sig at være en hel videnskab.

2CV-kørende lokalpolitiker viser frem

Karen og Dan har mødt flere norske 2CV-folk på årets Nordiske grænsetræf på Ålandsøerne og nu skal vi møde en af dem, der viser sig at være tilbagetrådt lokalpolitiker på Vestvågøy. Vores kobbel at klassiske biler bliver sat sammen med hans 2CV på Esso-tanken i heftigt regnvejr og den lokale verdenspresse rapporterer begivenheden. En hel side i avisen viser det sig senere, flot. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig om journalistens store Canon-kamera der bliver ret så vådt i regnvejret. Bagefter vises vi rundt på rådhuset der er flot udsmykket af lokale kunstnere. Bagefter på cafe og tale af.
Som lokalpolitiker havde han været med til at beslutte etableringen af det store vikingemuseum i Borge lidt længere nordpå. Der var fundet et vikinge-høvdingehus og nu var der opført en kopi ved siden af det udgravede, bemandet med aktiviteter a la vikinger. Mange ting at se på og mange turister. Nede bagved var der lavet en slags vikingehavn med flere skibe. Ved gåturen ned til skibene bemærkede man at alt blomstrede i grøften og på markerne. Det lignede faktisk maj måned i Danmark, men det er jo Juli nu! Nordmænd vi talte med beskrev det som et kort hektisk sommerhalvår presset sammen på et par måneder. Men det var dejligt at fornemme maj-stemning en gang til i det samme år.

Forårsstemning henne i juli måned. Sommeren er kort og hektisk nordpå.

Næste dag kom vi til Henningsvær, et ret stort fiskeleje ude i vandet som man når via en dæmning. Vi havde fået et tip om at fiskesuppen på klatrecafeen var noget særligt så den skulle vi prøve og det var god. Og cafeen var stemningsfuld fordi den er tilholdssted for elever på Norges nordligste klatreskole. Altså, op ad klippevæggene mest med de bare næver, tror jeg.
Senere i regnvejret kom vi til Svolvær, hvor de havde et rigtigt gammeldags museum om anden verdenskrig. Alle genstande var brokket sammen så tæt som muligt ud fra et ønske og at vise flest mulige effekter. Nede ved havnen kunne vi se folk samledes fordi Hurtigruten ville lægge til inden længe. Der var mange nye passagerer der skulle med. Man kan faktisk vælge en kort overkommelig og særlig spændende strækning med den berømte Hurtigrute, og det havde nogle af de ventende sikkert gjort.
Hurtigruten slår et sving ind i den spektakulære og smalle Trollfjorden der ligge i nærheden. Og det var også muligt at sejle i en mindre båd ud til fjorden herfra. Det prøvede Karen og Dan dagen efter. Og særligt interesserede turister fra Hurtigruten fik en tur på samme lille båd, så de kunne komme nærmere naturen. De steg på i rum sø og sejlede med tilbage til Solvær.

Til det yderste ved Nyksund

Vi tog videre til Øksnes med færgen næste dag. Her var der ligesom mere plads og knap så mange autocampere. Mod nord ligger det forladte fiskerleje Nyksund. For et par år siden så jeg dette beskrevet i norsk TV og har siden haft det som en mål at komme dertil. Og nu skulle det være. Vi kørte dertil af en smal og hullet vej der trækker minderne om vejene i Island frem. Det regnede da vi nåede derud men efter vi gik lidt rundt klarede det op og solen skinnede. Vejret heroppe minder en hel del om de gamle ord om vejret i Island, ”ved dårligt vejr, vent 10 minutter”.

Nyksund set inde fra havnen. Har sikkert været et travlt sted engang.

Stedet har ikke fungeret som fiskerleje siden 70-erne og er efterhånden blevet invaderet af forskellige aktive folk der forsøger at leve livet der. Nogen vil sige det er et gammelt hippie-sted. Men der er både købmand og herberg og projekter til indretning af de gamle fiskehuse. Vi fandt ingen hos købmanden, men da vi gik op på bakken bagved stod de alle sammen og spejdede ud over havet. Efterhånden gik det op for os at vi var vidne til at en flok kæmpe store spækhuggere fouragerede sandsynligvis i en stime sild. Vi stod længe og beundrede hændelsen og den natur den udspillede sig i.
Vi kørte videre nordpå til Stave camping på den nordligste Ø, Andøy. Her var der planlagt fællesspisning med grillet hvalkød og dessert. Næste dag rykkede vi lidt nordligere til Bleik, hvor der var en mere beskeden campingplads. Bleik viste sig at være en sted med mange facetter og stemninger og ikke mindst en spektakulær placering i landskabet neden for høje fjeldrygge, hvorpå man fornemmede nogle at koldkrigsperiodens vigtigste installationer var skjult. Al bebyggelse var samlet inde i byen, også landbrugsbygningerne og markerne liger som de er lagt ud omkring byen for mange år siden.
Der kom to norske møer forbi og fotograferede os med deres store digitalkamera. De var i godt humør og fik så varme følelser da de kikkede nærmere på HY-en, at de spontant uddelte kram til de nærmeste. Ikke dumt!

Fællesspisning i aftensolen i Bleik

Nu skulle vi på vores anden store færgetur over til Senja. Vi sejlede fra Andenes til Gryllefjord. Senja byder på mange typer norsk landskab og her har man naturen mere for sig selv, eller sagt på en anden måde, langt færre autocampere og turister inden for synsfeltet. En tinsmed havde slået sig ned ved en gammel tinmine som englænderne havde drevet i 1800-tallet og da tinkunst åbenbart ikke er nok til at leve af havde familien udvidet med ”norges største trold” og andre morsomheder. På troldecafeen fik vi lejlighed til at prøve den norske nationalspise rømmegrød.
Næste dag kørte vi op i højlandet og kom til et fantastisk landskab med klipper, vand og sne som betog os alle så meget at vi måtte tilbringe et par timer der. Sidste nat i Senja camperede vi ud til vandet mod fjorden hvor Hurtigruten passerede i midnatssolen.
Så begyndte hjemturen. I lange stræk og gennem mange tunneler kom vi efterhånden til Fauske hvor vi var ventet på campingpladsen af norske venner, Gunnar og frue der havde bagt vafler til os mens de ventede på os. Dejligt med varmt guf og husly i camperen.

Hjemturen midt ned gennem Sverige

Herefter skulle vi finde Silvervägen ind i Sverige. Det lykkedes også efter smøring af forhjulsleje på HY og remskifte på AK. Og første oplevelse i Sverige var en elg! Ellers endte vi i regnvejr på en asfaltbelagt campingplads i byen med det sjove navn, Arjeplog. Herefter gik det ned gennem Sverige langs Inlandsbanen, der havde sit museum i byen Jokkmokk. Overalt var der skiltet veje for snescooter, så der må være en masse scootertrafik når der er sne. Der var snescooterveje helt ned til Karlstad.

Så gik der hul på forbindelsen mellem vandpumpe og motor.

Vi kom til en campingplads som et hollandsk ægtepar drev. Mens vi forhandlede om prisen lod jeg HY-en gå i tomgang og pludselig strømmede kølervædsken ud på jorden. Det var den korte slange lige under vandpumpen der var stået af og den medbragte reservedel passede ikke. Vi måtte skære et stykke af en anden køleslange og bruge det, alt imens vi blev ædt af en million myg. Campingejeren fortalte at han havde anskaffet en stor myggefanger, der i løbet af et par år ville bringe bestanden ned på et tåleligt niveau. Jeg så en sådan på tilbud i byggevaremarkedet til 5.000,- kr, så der er en alvorlig sag på størrelse med en olietønde. Men HY-en blev ordnet på trods at myggeangreb.
Til sidst var vi tre biler tilbage, der fulgtes frem til Borgvik i Värmland, et gammelt udvindingsanlæg fra industriens barndom. Her overnattede vi ved gæstehavnen, der har forbindelse ud til Vänern. Vi holdt afskedsmiddag, kikkede på hinandens billeder og talte om fremtidsplaner. Herfra kørte vi videre hver for sig. I alt blev det til godt 5.000 km.

Sådan blev de 5.000 km i Norge og Sverige lagt ud.

slut